Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Har coronakrisen givet varig opblomstring til bymidterne eller blot kunstigt åndedræt? "

- Dennis Clausager, detailfolk.dk
Læs bloggen her

Tina Høyer Gaardsholt

F. 1977

 1996-99: Butikschef, Blockbuster; 1998: Akademiøkonom, Niels Brock; 1999-04: Sælger, siden butikschef, Orange; 2004-06: Sales support team leder, Telia; 2006: Business manager, Transcom; 2006-08: Regionschef, Hi3G; 2008-10: Sales manager. Telias egne butikker; 2010-11: Head of Order&Delivery & Sales customer operations, Telia; 2011-: Head of Telia Shops & BtC outbound telesalg

Er desuden ved at tage en coach-uddannelse

Blev i 2012 kåret til Berlingske Business Talent 100

 

Tina Høyer Gaardsholt
Head of Telia Shops & BtC outbound telesalg

 

Hvor startede din detailkarriere?

Men detailkarriere startede egentlig helt tilbage, da jeg gik i folkeskole og arbejdede i Frelsens Chokolade. Senere efter gymnasiet startede jeg i Blockbuster, hvor jeg efter et par måneder blev butikschef. Jeg var leder i Blockbuster i tre år, og i den tid læste jeg sideløbende til akademiøkonom.

Da jeg havde fået min uddannelse, skulle der ske noget andet – jeg skulle have noget mere udfordring, og derfor søgte jeg ind til Mobilix (nu Telia, red.) og kom i butik som sælger, og efter to år blev jeg butikschef. Efter nogle år besluttede jeg mig for, at jeg ville gå efter at blive chef for alle butikkerne. Jeg vidste, at hvis jeg skulle have den stilling, skulle der puttes noget mere erfaring på, så jeg blev teamleder på hovedkontoret i flere forskellige afdelinger for at tilegne mig den ledelseserfaring, der skulle til. Jeg prøvede også en årgang kræfter med leder-job i andre virksomheder, men da stillingen som chef for alle Telia-butikkerne endelig blev ledig, søgte jeg den med det samme og fik jobbet. Og det er her, jeg sidder i dag.

Hvad kendetegner din detailkarriere?

Jeg har altid været meget målrettet i min karriere. Allerede i folkeskolen vidste jeg, at jeg ville have noget med salg og ledelse at gøre. På det tidspunkt var mine drømme ikke specielt rettet mod detail, men mere i forhold til at jeg vidste, at jeg ville være leder for en masse mennesker, for det interesserer mig rigtigt, rigtig meget. Det har også vigtigt for mig at have klare langsigtede mål for, hvad det var, jeg gerne ville. For det gjorde, at det var nemmere at træffe beslutninger, når jeg skulle videre.

Hvad er det, der gør detailbranchen attraktiv?

Lige nu er der uanede mange muligheder for at forbedre detailbranchen. Der ligger et virkelig spændende stykke arbejde i at gøre detailhandlen mere inspirerende og bedre, end den er i dag, og derfor er det en meget attraktiv branche at arbejde i. En af de ting, som jeg brænder rigtig meget for, er, at være med til at sætte en ny standard i detailhandlen i forhold til det, man ser i dag. Jeg kan ikke gå ind i en butik, uden jeg måler og vejer alt; hvordan ser butikken ud; hvordan varerne er præsenteret; hvordan personalet tager imod mig; hvordan de er påklædt; hvordan de taler – alt bliver målt og vejet, uanset om det er en møbelforretning, en køkkenbutik, en tøjbutik eller en dagligvarehandel. Det ligger i blodet efterhånden.

Jeg synes, at standarden er for lav i detailhandlen generelt, og vi er heller ikke tilfredse, der hvor vi er nu, hos Telia. Så vi skal blive endnu bedre, og det handler blandt andet om den kultur, der er blandt medarbejderne, og hvordan den kan udvikles. For noget tid siden så jeg et fantastisk eksempel på den kultur, som jeg gerne vil have hos mine medarbejdere. Jeg var på en restaurant, og den tjener, vi blev betjent af, havde nøjagtig det, som jeg søger hos mine medarbejdere. Hun havde glimt i øjet og lysten til at være der for kunderne. Hun var frisk på en helt speciel måde, uden jeg præcist kan sætte ord på, hvad det var, hun gjorde. Man kunne mærke på hende, at hun nærmest havde glædet sig hele dagen for at få lov til at komme ned på restauranten, åbne døren og invitere gæsterne indenfor. Og den kultur med, at det her har jeg lyst til, den skal være stil stede, før det bliver autentisk. Og kunder kan godt mærke, om vi mener det. Der er stor forskel på en ekspedient, der er blevet instrueret i at smile over for kunderne og komme med en kvik bemærkning i forhold til dem, der virkelig elsker at være sammen med kunderne.

Hvad gør du som leder for at få det bedste ud af dine medarbejdere?

Det, der har været den største udfordring ved at gå fra at lede teams, som man går op og nedad i en butik, til at lede mange butikker, er, at de mennesker, jeg primært er leder for, er rigtig langt væk fra mig. Så på den måde er det jo en anden type ledelsesopgave at lige pludselig lede på afstand, end når man har medarbejderne face-to-face. Jeg har løst udfordringen blandt andet ved at bruge coaching mere, end jeg gjorde tidligere. Coaching for mig handler ikke om at instruere folk, men om at afstemme værdier og holdninger i forhold til at lede medarbejderne. For det er vigtigt, at vi har samme værdier og udgangspunkt for at bære virksomheden videre.

Hvad betyder det for dig at blive kåret til Talent 100?

Jeg er rigtig, rigtig stolt og glad over, at jeg er blevet kåret til Talent 100. Det har betydet meget for mig. Også at virksomheden havde lyst til at indstille mig. Men det kommer ikke til at betyde noget karrieremæssigt. Jeg er dér, hvor jeg gerne vil være, og hvor jeg synes, det er spændende at være. Det at blive kåret til Talent 100 ændrer mig ikke, og jeg holder fast i den karriereplan, jeg hele tiden har haft. Og lige nu er planen, at jeg vil fortsætte den rejse jeg er på som leder af Telias butikker, for jeg er ikke færdig med at bringe butikkerne derhen, hvor jeg gerne vil. Så jeg ser mig selv være i Telia i 2-3 år endnu i hvert fald. Og derefter skal jeg endnu et skridt op af stigen på den ene eller anden måde, og jeg vil gerne op og arbejde endnu mere strategisk, end det jeg gør i dag.

Fem gode råd

1. Du skal vide, hvad du vil, og gå målrettet efter det.

2. Sig dine mål og ambitioner højt. Der er ikke nogen, der kommer og prikker dig på skulderen, fordi de har lagt mærke til dig.

3. Arbejd hårdt. Hvis du gerne vil stige i graderne, kræver det en ekstra indsats.

4. Du skal være modig.

5. Du skal tro på dig selv.

 


Læs flere detailkarrierer her







Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD