Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Har coronakrisen givet varig opblomstring til bymidterne eller blot kunstigt åndedræt? "

- Dennis Clausager, detailfolk.dk
Læs bloggen her

Revitaliseret modekæde henter adm. direktør fra Bestseller

Foto: detailfolk.dk



Torsdag den 17 marts 2022 kl. 11:50 af: Kristian Holgersen

Millionerne er begyndt at rulle stærkt hos en tidligere konkursramt modekæde, hvor en profil fra Bestseller nu overtager direktørposten.

Modekæden Moss Copenhagen, som råder over 12 danske butikker, har fundet en ny adm. direktør.

Fra 1.maj overtager Peter Dahl nemlig ansvaret for den daglige drift, fremgår det af et indlæg på LinkedIn fra hovedpersonen selv.

Peter Dahl kommer direkte fra Bestseller, hvor han gennem næsten ni år har haft ledende stillinger hos de kendte mærker Jack & Jones og Vero Moda.

- Den mulighed og nye udfordring, som jeg – med stolthed og ydmyghed – har besluttet at sige ja til, er rollen som adm. direktør i Moss Copenhagen A/S, skriver Peter Dahl på LinkedIn.

- Moss Copenhagen er et meget stærkt brand med et kæmpe potentiale. De er organiseret med ekstremt dygtige og entusiastiske kolleger, som gennem de sidste seks år har kæmpet sig frem til imponerende resultater og vækst, skriver han.

I sit indlæg henviser Peter Dahl til den konkurs, som ramte Moss Copenhagen i marts 2016. Det fik dog ingen umiddelbar effekt på kædens daværende 12 butikker, som fortsatte med at holde åbent, ligesom ingen af de ansatte blev fyret.

Forretningens redning var mulig, fordi Moss Copenhagen fortsatte sine aktiviteter i en ny konstruktion og med en helt ny ledelse, hvor Anders Freund sad som adm. direktør. Den post har han haft indtil nu.

Lægger afstand til konkursen

I årsregnskabet for 2020/21 lægger Moss Copenhagen betydelig afstand til de økonomiske vanskeligheder omkring konkursen. Bundlinjen tårner sig op over sine forgængere og lyder på 24,8 millioner kroner.

Ledelsen stempler resultatet som “tilfredsstillende” i årsrapporten, hvor det også fremgår, at væksten i høj grad er opnået på trods. Blandt andet ligger salget i de fysiske butikker under niveau.

- Selskabet har haft tilbagegang på egen retailkæde. Dette skyldes perioden med tvangslukning i Danmark, Norge og Holland, hvor selskabet er etableret med egne retailbutikker, skriver ledelsen.

Moss Copenhagen har 12 danske butikker, fem i Holland og en enkelt i Norge. Derudover har virksomheden en netbutik og tøj liggende hos en række eksterne forhandlere.


MOSS COPENHAGEN

Driftsresultat
2020/21: 23.689 t.kr
2019/20: 3.828
2018/19: 6.763

Årets resultat
2020/21: 24.773 t.kr
2019/20: 3.969
2018/19: 3.607

Kilde: MOSS CPH A/S Årsrapport 01.07.2020 - 30.06.2021


LÆS OGSÅ: DK Company sætter ny mand i spidsen for neddroslet modebrand 



Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:








Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD