Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Stop skævvridningen og vis erhvervssind: Udskyd udbetalingen af feriepenge og hjælp flere brancher!"

- Dennis Clausager, detailfolk.dk
Læs bloggen her

Mens branchen jubler er tidligere SSI-direktør bekymret for de butiksansatte

Foto: detailfolk.dk



Fredag den 11 juni 2021 kl. 11:09 af: Kristian Holgersen

Et farvel til mundbind i butikkerne virker forkert, mener en tidligere SSI-direktør. I detailbranchen ser man mere lyst på sagen.

De færreste går vel rundt og glæder sig til mandag morgen - især på en solbeskinnet fredag - men landets butiksansatte kunne være en undtagelse.

Når weekenden er forbi, behøver de nemlig ikke længere bruge mundbind eller visir foran ansigtet, når de er ude blandt kunderne. Det sikrede en bred politisk aftale, som kom i hus tidligt torsdag morgen.

Men måske går det for stærkt med lempelserne. I Berlingske advarer den tidligere direktør for Statens Serum Institut - Nils Strandberg Pedersen - i hvert fald om, at det sætter de butiksansatte i en mere udsat situation. Og det er forkert, mener han.

- Når man ikke har mundbind på i butikkerne, udsætter man altså nogle af de butiksansatte for en risiko. Det er nogle mennesker, der bare passer deres job, og de skal beskyttes, fordi de er unge mennesker mange af dem og ikke er vaccineret endnu, siger Nils Strandberg Pedersen til Berlingske.

Glæde over lempelser

I HK Handel ser formanden - Per Tønnesen - langt mere optimistisk på sagen end den tidligere SSI-direktør. At restriktionerne bliver rullet tilbage er en god nyhed.

- Jeg er glad for, at vi er kommet dertil, hvor vores sundhedsfaglige eksperter mener, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt, at vi kan smide mundbindene fra på mandag af, og det er jeg sikker på, at langt den overvejende del af medarbejderne også er, skriver han i en kommentar til Detailfolk.dk.

Tilbage i efteråret 2020 var fagforeningen ude at efterlyse dokumentation for effekten af mundbund i butikkerne.

- Situationen er alt for alvorlig til symbolske tiltag. Derfor er vi nødt til at vide, at mundbind rent faktisk er med til at stoppe smittespredningen, når nu vi kræver, at tusindvis af butiksansatte bærer mundbind under en op til ti timer lang arbejdsdag, sagde Per Tønnesen.

I foråret kunne Nordsjællands Hospital offentliggøre et studie, hvor det blandt andet fremgik, at man ikke fandt øget risiko for corona-smitte i dagligvarebutikker.

Vil brænder mundbind

En af de steder, hvor medarbejderne glæder sig til at smide mundbind og visir, er i Superbrugsen i Videbæk. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

- Mine medarbejdere mener, vi skal fejre det med øl og med at brænde mundbindene af, siger uddeler Anders Hedegaard til avisen.

I Vejle tager man også imod lempelserne med kyshånd, lyder det fra chefen for byens cityforening. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

- Allerede, da vi onsdag hørte om genforhandlingerne og det blev nævnt, at mundbindet måske kunne droppes, begyndte de første af rigtig mange butikker at skrive til mig, siger Andreas Kiis Antonsen til avisen.

- De er helt euforiske over det, og vi er som by utroligt glade for, at mundbindene forsvinder mandag. Det bliver en glædens dag, siger han.
 


Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:








Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9A | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD