Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Har coronakrisen givet varig opblomstring til bymidterne eller blot kunstigt åndedræt? "

- Dennis Clausager, detailfolk.dk
Læs bloggen her

Højesteret siger god for lavere løn til unge

Foto: detailfolk.dk



Fredag den 15 november 2013 kl. 05:30 af: Freja Thorbech

Det er ikke et udtryk for forskelsbehandling, når butikker giver lavere løn til unge under 18 år. Det har Højesteret netop slået fast.

Det er helt i orden, når butikker ansætter unge under 18 år til en lavere løn end de ældre medarbejdere og fyrer dem, når de fylder 18.

Det har Højesteret nu slået fast.

Dommen kommer på baggrund af en sag, hvor en medarbejder i et supermarked blev fyret, da han fyldte 18. Indtil da havde han fået en løn, der var lavere end de ældre kollegers. Det mener hans fagforening HK Handel er i strid med Forskelsbehandlingsloven. Det på trods af, at lønnen er bestemt af en overenskomst, som fagforeningen har indgået på vegne af sine medlemmer.

- Vi skal huske på, at ting skal fortolkes i den tid, de er lavet i. Det er jo nogle gamle overenskomstbestemmelser, der er blevet overhalet inden om af lovgivningen. Det er ikke spor anderledes, end at jeg har en overenskomst hængende på min væg fra 1954, hvor der er lavere løn til kvinder end til mænd. Det var comme il faut i 1954, men det er det ikke i dag, siger faglig chef i HK Handel, Kim Jensen, til detailfolk.dk.

Hos Dansk Erhverv er man derimod tilfreds med afgørelsen.

- Jeg er tilfreds med, at også Højesteret er nået frem til, at butiksoverenskomsterne er i overensstemmelse med reglerne om forskelsbehandling. Det er det helt rigtige juridiske resultat, siger underdirektør Morten Schønning Madsen.

Støtter unges indgang til arbejdsmarkedet

Sagen blev i første omgang afgjort i Østre Landsret, men HK ankede dommen, som Højesteret nu har stadfæstet.

Højesteret kom, ligesom landsretten, frem til, at forskelsbehandlingen af ungarbejderen varetog et legitimt formål, nemlig at støtte unges erhvervsmæssige integration gennem mulighed for at få arbejdserfaring.

- Hvis man skulle give alle unge under 18 år voksen løn, ville de ikke være en særlig attraktiv arbejdskraft, og det ville betyde, at langt færre ville få et fritidsjob og på den måde prøver kræfter med arbejdsmarkedet, siger underdirektør i Dansk Erhverv, Morten Schønning Madsen.

Men den begrundelse giver Kim Jensen ikke meget for.

- Arbejdsgiverne ansætter altså ikke de unge, fordi de synes, at det er synd for dem, og fordi de synes, at de skal have lommepenge. De gør det koldt og kynisk for at tjene flere penge, fordi de unge er en billig arbejdskraft. Så jeg synes, at man forsøger at smykke sig med noget falsk, når man bruger det argument, siger han.

En bombe under det danske arbejdsmarked

Kim Jensen mener, at dommen potentielt set er en bombe under det danske arbejdsmarked, fordi man kan ende i en situation, hvor en ansat på en ikke overenskomstdækket virksomhed er bedre stillet end en ansat på en overenskomstdækket virksomhed. Derfor havde man også bedt Højesteret tage stilling til, om sagen skulle tages videre i det europæiske retssystem, men også det krav blev afvist.

- Vi mener, at der var nogle principielle ting i den, som EU-Domstolen burde have haft mulighed for at tage stilling til, og så er vi ikke nødvendigvis sikre på, at man ville være nået frem til samme konklusion, siger Kim Jensen.

Nu overvejer HK, hvad man vil gøre fremadrettet.

- Vi kan jo ikke gøre så meget i forhold til den konkrete sag. Den er afgjort. Nu må vi gå i tænkeboks og kigge på, om vi har mulighed for at angribe tingene på en anden måde, siger Kim Jensen til detailfolk.dk.

LÆS OGSÅ: Unge detailansatte snydes på sommerjob



Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:








Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD