Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

”Grøn” markedsføring er blevet et brandvarmt emne

- Lone Rasmussen, Dansk Erhverv
Læs bloggen her

Detailåret 2014: Eksperternes bud på potentielle vindere og tabere

Foto: Colourbox



Tirsdag den 14 januar 2014 kl. 05:10 af: Freja Thorbech

(Artiklen er fortsat fra forrige side)

Detailbranchens vindere

De tre eksperter er ikke i tvivl om, at det er de kæder, der formår at tage udfordringerne op, der vil stå som vindere, når året er omme.

- Vinderne bliver dem, der får integreret offline og online – både i indkøb, lager, marketing og service, siger Louise Byg Kongsholm.

Også Per Østergaard Jacobsen fremhæver cross channel og integrering af salgskanalerne som en faktor, der kan være med til at skille vindere fra tabere i branchen.

- Dem, der virkelig kan få arbejdet med nethandel og cross channel-tankesættet og få det til at fungere, de vil kunne rykke markant. Omvendt vil dem, der ikke magter det, få det svært. Jeg tror, at man mange steder skal redesigne butikkerne, så webbutikken bliver en del af den fysiske butik, siger han og fremhæver samtidig de detailhandlere som har styr på deres loyalitetskoncepter, som nogle der har gode chancer for at rykke yderligere i 2014.

Samme melding lyder fra Flemming Birch.

- Vinderne er dem, der formår at udnytte teknologien og sammensmelte de fysiske og digitale butikker. Dem der formår at skabe nogle interessante koncepter, hvor det hele kombineres og folk får lidt ekstra værdi ved at komme i butikken, siger han og fremhæver StyleBox by Matas som et eksempel på sidstnævnte.

- De blander butik med salon, så du kan blive inspireret til at prøve nye produkter. Du får en fantastisk service, der er personlig, og de tager endda penge for den, siger han og understreger, at han ved at udnævne StyleBox som en potentiel vinder ikke mener, at kæden vil overtage verdensherredømmet i 2014, men blot ønsker at fremhæve, at det er et interessant koncept inden for lige netop den niche.

Og når eksperterne bliver bedt om at komme med helt konkrete bud på kæder, der klarer sig godt og vil stå som vindere, når året er omme, fremhæver både Flemming Birch og Per Østergaard Jacobsen IKEA.

- Butikstyper som IKEA vil klart være nogle af dem, der vinder. IKEA har et enkelt let, effektivt og ”value for money” koncept. Du kan få flot og moderne design billigt. Kvaliteten er i orden og de tænker i løsninger for forbrugeren. De er troværdige og lover ikke mere end de holder, og det virker. Der er aldrig noget bøvl, hvis du skal have byttet noget. Det er lige ud af landevejen, forklarer Per Østergaard Jacobsen.

Det er Flemming Birch enig med ham i.

- IKEA er billigt, men cool. De har en volumen, så det ikke koster alverden at få nogle dygtige designere til at designe produkter, og det er indtænkt i produkterne, at de skal produceres billigt. De kan finde ud af at lave attraktive cool produkter til en lav pris, siger han og fremhæver Biva, der i sommers måtte dreje nøglen om, som en modsætning.

- De kunne lave produkter til en lav pris, men de kunne ikke finde ud af at lave dem cool, siger han.

Louise Byg Kongsholm fremhæver i et lidt større perspektiv brancher, som henvender sig til familien, som dem der vil få størst succes i 2014.

- Fokus er drejet ind mod familien og alt, hvad det indebærer – så alt lige fra fælles aktiviteter over brætspil og bøger til indretning af det familievenlige hjem og beklædning, der kan klare strabadserne kommer til sælge godt sammen med de små glæder i tilværelsen så som den gode chokolade, lakrids, produkter, der signalerer hygge og funktion frem for overflod og luksus, siger hun.

Detailbranchens tabere

Hvis man i stedet for at se på branchens vindere kigger på taberne, har eksperterne også bud på, hvem der vil få det svært i detailåret 2014.

- Alle de butikker, der sælger musik og film , bliver snart overhalet af virkeligheden. Hvorfor skulle jeg købe en cd eller en video, når jeg for 70 kroner om måneden kan få adgang til et bagkatalog med fire millioner musiknumre og via Netflix se serier og film når jeg har lyst, spørger Per Østergaard Jacobsen retorisk.

- Generelt vil de butikker der ikke forstår at inddrage de digitale og særligt de mobile kanaler i deres forretningsmodel blive taberne. Den digitale søgning er i stigende grad afgørende for valget af den fysiske, butik når der skal købes, vurderer han.

Flemming Birch betegner videoudlejningsbranchen som uddøende, men mener ellers, at det er svært at udpege konkrete brancher, der vil få problemer fremadrettet.

- Det er svært at sige, at nogle brancher får det svært, for hvis man er dygtig, er der kunder til alle mulige varer. Det er ikke nødvendigvis branchen, der er problemet. Det kan ofte være butikken, siger han.

Alligevel vil han dog gerne fremhæve nærbutikker og tankstationer, som nogle der vil få det svært.

- Det er på grund af lukkeloven, som virkelig er banket igennem i 2013. Der er ingen grund til at gå hen på tanken og købe en halv liter cola til 25 kroner, når jeg kan gå hen i Netto, som også har åbent til klokken 22. Så det marked, de havde engang, er fuldstændig dødt. Det er en hel branche, der skal til at gentænke, hvad skal de egentlig lave her i verden, siger Flemming Birch.

Louise Byg Kongsholm mener i stedet, at det er de brancher, der beskæftiger sig med de lidt dyrere forbrugsgoder, der vil få det svært.

- De store forbrugsgoder og investeringer kommer vi fortsat til at kigge langt efter. Der bliver stadig ikke langet nye køkkener over disken som under højkonjunkturen og i nogle brancher er en stor del af den samlede omsætning rykket online, f.eks. bøger. Det kommer ikke til at ændre sig. Samtidig får vi større konkurrence fra internationale netshops, der tager en del omsætningen, siger hun til detailfolk.dk.

LÆS OGSÅ: Detailåret 2014: Topchefernes bud på vinderopskriften


Forrige side 1 2 Næste side

Flere detailnyheder Gå til forsiden




Daglig nyhedsmail:



Del artiklen:








Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9B | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD