Tilmeld detailnyheder     Tip en ven om detailfolk     Cookies     Sitemap     RSS

"Trættende at ministeren gør detailansatte til laveste fællesnævner"

- Dennis Clausager, detailfolk.dk
Læs bloggen her

Dennis Clausager, detailfolk.dk



Dennis Clausager er stifter og ejer af detailfolk.dk. Er oprindeligt detailhandels-uddannet og siden hen Merkonom i markedsføring og organisation. Har i en lang detailkarriere haft stillinger som butikschef i blandt andet radiobranchen og sidenhen forskellige lederstillinger, blandt andet som kædechef i Telia, inden han i 2006 slog sig ned som selvstændig.

Dennis blogger om stort og småt i detailbranchen, og er ikke bleg for finde den udfordrende eller skarpe kuglepen frem når der skal skrives.

Læs flere indlæg fra denne blogger

Trættende at ministeren gør detailansatte til laveste fællesnævner

Mandag den 18 november 2019 kl. 11:35

Med jævne mellemrum popper detailbranchen op i debatten om arbejdsløsheden i Danmark. Og desværre ikke med udgangspunkt i situationen i detailbranchen selv, men derimod indenfor andre områder.

Og nu er debatten blusset op igen, og denne gang er det selveste beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard der holder megafonen. I en artikel i Berlingske langer han ud efter nyuddannede ledige akademikere, der ” ikke skal føle sig for fine til at sidde i kassen i Netto”. Jeg vil ikke forholde mig til ministerens opsang til de ledige akademikere, men derimod Peter Hummelgaards holdning om at de skal sætte sig bag kassen i Netto, og detailbranchen som helhed. 

Langt de fleste steder er en detailhverdag fyldt med tunge løft, meget skæve arbejdstider og lange arbejdsdage (som politikerne jo har besluttet via lukkeloven), forventningsfulde og ”krævende” kunder, der naturligvis forventer smil, overskud og høj faglig indsigt. Alt sammen til en relativt lav løn! 

Bevares. Vi har selv valgt at tage en detailuddannelse og arbejde i butik, men det er krævende at skulle være på konstant og møde kunderne, som vi jo lever af, med et mentalt overskud. Hvem siger, at en uddannet akademiker lever op til disse krav? 

At ministeren med sin holdning og kommentar er med til at dyrke det klichéagtige billede af at, ”om ikke andet, så kan man jo bare få et job i Netto”, er i min optik beskæmmende og en hån mod de ansatte i den branche i landet, der beskæftiger flest medarbejdere, og som alle i befolkningen er i kontakt med mange gange om ugen. Og holdningen hjælper i hvert fald ikke på kundernes opfattelse af os i branchen. 

En tanke: Kan de akademikere som Peter Hummelgaard gerne vil have afsat i detailbranchen ikke få job der, (fordi detailbranchens arbejdsgivere rent faktisk også stiller krav til kandidaterne), så kunne de måske alternativt bare blive politikere eller ministre? I den nuværende folketingssal er 63% af politikerne enten akademikere eller studerende ved akademiske uddannelser, mens denne gruppe kun udgør 14 procent af befolkningen. Men der er jo heller ikke noget ansættelsesudvalg…

Jeg hverken kan eller vil stille mig til dommer over for akademikere, politkere, folkevalgte eller andre, for det jeg har ikke den nødvendige indsigt til.  Men det er måske også indsigten, der ikke sidder lige i skabet for beskæftigelsesministeren?

For at skabe en bedre forståelse, foreslår jeg, at Peter Hummelgaard tager et praktikophold et par dage i detailbranchen. Fra min stol er hermed en åben invitation til ophold i en af mine butikker, f.eks. til Black Friday fra 9.30 til 22.00, eller alle åbningsdage i december måned: der kan vi godt bruge en ekstra hånd. Så finder vi ud af om ministerens akademikeruddannelse eller personlighed rækker til at matche kundernes krav!



Del dette indlæg:




Kommentarer

Log ind her for at kommentere blog indlægget. Eller klik her for at oprette en profil






Seneste jobs



detailfolk.dk | A.P Møllers Allé 9A | DK-2791 Dragør | Tlf.: 32 94 20 27 | CVR: 34735832




Tilmeld nyhedsbrev

Få detailnyheder direkte i din indbakke

Tilmeld dig den gratis daglige nyhedsmail og hold dig opdateret om branchen

Fornavn
 
Efternavn
 
 
 
TILMELD